Psykolog til børn og unge

Kunne jeg have gavn at at gå til psykolog?

Måske har du længe tænkt på at søge hjælp hos en psykolog, fordi du tumler med nogle besværlige problemer, som du ikke kan få bugt med.

Måske har du knoklet så længe med problemerne, at du er ved at opgive. Nogle problemer løser sig hen ad vejen – måske med hjælp fra venner eller forældre. Andre problemer kan være mere stædige og generende, og her kan det nogle gange være godt at slå sig sammen med en psykolog, når man vil forsøge at gå op imod dem.

Tavshedspligt

Som psykolog har jeg tavshedspligt ifølge loven.

Det betyder, at det du fortæller mig, er helt fortroligt. Jeg må ikke sige noget videre – hverken til dine forældre eller andre, med mindre du har givet mig lov til det.

 

Er det svært, pinligt, kedeligt…?

Mange synes, det kan være et stort skridt at tale med en person, de ikke kender, om ting, der måske gør dem kede af det, flove eller bange. De kan føle sig usikre på, om de kan finde på noget at sige til en psykolog, om det vil være kedeligt og anstrengende, om de vil komme til at græde, føle sig mærkelige og så videre.

Jeg har talt med rigtig mange børn og unge om alle mulige store og mindre problemer, som på en eller anden måde har forhindret dem i at leve det liv, de gerne vil leve. Jeg sætter stor pris på alt det, de har lært mig. Hvis du har mod på det, vil jeg meget gerne dele mine erfaringer med dig

 

Hvordan foregår det?

Første gang vi taler sammen, vil det tit være godt, at du har en eller begge dine forældre med. Jeg vil gerne høre lidt om din familie og om dig og dit liv. Jeg vil også spørge ind til, hvordan du og dine forældre oplever problemet, og hvad I hver især håber på.

I løbet af den første samtale får du nok en fornemmelse af, om du føler dig tryg ved mig, og om du forestiller dig, at jeg kan hjælpe dig til at skabe den forandring, du ønsker i dit liv.

Efter en eller to fælles samtaler vil mange børn og unge gerne have nogle samtaler uden forældre. Sammen lægger vi en foreløbig plan for, hvor mange gange vi skal mødes. Et samtaleforløb skal ikke vare længere tid end nødvendigt.

Jeg lægger stor vægt på, at du føler, vi taler om det, der er vigtigt for dig. Derfor vil jeg løbende spørge dig, om du synes, vi er på rette spor.

Jeg har kendskab til mange forskellige måder at gå til problemer på. Det, der hjælper den ene, er dog ikke altid særligt hjælpsomt for den anden. Jeg kan give dig nogle ideer til, hvordan du kan gå op imod problemerne, og i fællesskab kan vi finde nye måder at forstå problemerne på og få øje på flere mulige måder at handle på. Det er dog dig, der er eksperten i dit liv, og kun dig, der kan vælge, hvordan det skal leves.

Som regel vil vi afslutte forløbet med en samtale, hvor dine forældre igen deltager. Her kan du give dine forældre en tilbagemelding, om det du gerne vil have, de skal vide.

Kontakt Margit Novland
Sidebar bottom

“Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

– Pippi Langstrømpe